Caitlin Beadles' ulykke.

Hvis du har læst indlægget om Christian Beadles læser du der lige kort at Caitlin er hans storesøster, at hun har været kærester med Justin Bieber, og at de var ved at miste hende i 2009 pga. en bådulykke. Efter at have fået syget 6.000 sting i sit ene ben, gennegået utallige operationer og i over et år har været til fysisk terapi, fortæller Caitlin for første gang sin inspirerende historie til JSYK.

Jeg havde lige startet mit første år i high school og besluttede at tilbringe en weekend ved min vens hus (som ligger ved en sø. 'Lake House') sammen med syv andre venner i august 2009. Vi havde det sjovt. Jeg blev ved med at sige til mig selv at dette år ville blive fantastisk. Vi brugte første dag ude ved søen ved at spille og høre musik, tubing, stå på knee board og wake board (hvis I ikke ved hvad det er så søg under billeder på Google.) og bare have det sjovt! - sætte dit liv på standby og glemme alt, undtagen hvad der foregik omkring dig.
To af mine venner og jeg kørte på jetski, mens de andre var ved at komme ud i søen i en kano der ville blive trukket af en båd. Vi havde det sjovt. Hoppede på waves og faldt af jetskien. Vi klagede over, at vi havde fået vand i ørene og hvordan vi havde piskesmæld. Vi kunne ikke forestille os hvad der endnu ikke var kommet..

Det er sjovt, hvordan vi slår en tå, eller har hovedpine og klager over det. Men nogen har det altid værre end dig, uanset hvor dårligt du synes du har det. Da vi kom hen til jetskien så vi at den var fyldt med vand.
Mine to venner var på venstre side mens jeg var på højre. Da jeg drejede mit hoved så jeg båden, der trækkede kanoen, komme lige imod mig. Ham der kørte båden kiggede bagud, så han så mig aldrig.
Før jeg overhovedet kunne forsøge at svømme væk, kastede jeg mit hoved tilbage. Propellen hakkede op i mit venstre ben, og rev sig igennem mine muskler, nerver, hud og den store arterie der fører til mit hjerte.
Metal 'stangen',der er knyttet til propellen, gik gennem mit højre ben og brækkede mit lårben. Jeg kiggede tilbage så snart jeg blev ramt, og så at mine venner på kanoen, også kørte over mig. Fyren der kørte båden vidste ikke engang at han havde ramt mig, så han fortsatte med at sejle båden.

Jeg så ned i vandet og alt hvad jeg så var farven rød, ligesom i Jaws når hajen bed ens ben af.
Jeg kunne se mine muskler og hud flyde rundt i vandet, og jeg sagde til mig selv at jeg ikke skulle kigge på mit ben, men jeg gjorde det alligevel.
Jeg så mit ben dybest set hakket op.
Jeg kunne se min knogle og hver eneste lille detalje.
Jeg så op på mine venners ansigter i kanoen. De hørte lyden at noget der blev ramt og drejede rundt for så at se det røde vand. De begyndte at græde hysterisk, skrige og gå i panik. Hele tiden blev jeg ved med at sige til mig selv: "Det er okay. Det er bare en drøm. Jeg vil vågne op hvert minut det skulle være. Og hvis ikke, kunne jeg bruge et kunstigt ben, ikke?"
Det var den mest ulidelige smerte jeg nogensinde havde følt. Forestil dig nogen save dit ben over i slowmotion. Min bedste vens far, der kørte båden, hoppede i vandet så snart de opdagede at de havde ramt mig. Han fik mig op og lagde mig på jetskien, hvilket var et miraklet fordi han ikke kunne løfte den ene arm over hovedet pga. en tidligere skade.
Han fik mig hen til broen og lagde mig ned. Jeg kunne ikke strække mine ben eller kontrollere dem. Jeg så ham gå i panik og hviske til sin kone at det ikke så godt ud. De prøvede på ikke at skræmme mig. Jeg kiggede bare op i skyerne og ønskede at smerten ville gå væk. Jeg kunne mærke mig selv blive svagere og svagere og jeg kunne snart ikke holde øjnene åbne længere. Jeg følte lys-ledet og alle var sløret i slowmotion.

Så meget som jeg ville lukke mine øjne kunne jeg ikke. De fik mig til at snakke så jeg var ved bevidsthed fordi jeg mistede så meget blod for hvert sekund. Ikke meget længere ville jeg ikke have mere blod tilbage - jeg ville dø.
Min bedste ven stod over mig, holdte mig i hånden og børstede mit hår væk fra ansigtet. Hun bad, fortalte mig at jeg ikke skulle give op og sagde at jeg var nødt til at blive hos hende. Jeg så over på min andre venners ansigter - der bad og græd i en cirkel - og jeg vidste at der var en god chance for at dette ville blive sidste gang jeg så dem. Jeg troede jeg skulle dø, men jeg blev nødt til holde mig i live fordi jeg ikke ville have at de skulle se mig dø.
Det føltes som om vi ventede på ambulancen i flere timer. Min vens forældre pakkede mine ben ind i håndklæder og lagde meget pres på for at stoppe blødningen. Jeg kunne høre sirenen komme tættere og tættere på.
Jeg var bange - bange for at de ville påføre mig endnu mere smerte. Jeg gætter på at jeg ikke skulle have set alle de der E.R og House afsnit.

Da ambulancefolkene kom løbende hen imod mig tog jeg deres hænder og bad, "Få mig ud! Slå mig ud! Få mig til at sove!" De fik mig hurtigt ind i ambulancen, så vi kunne køre hen til det sted hvor en helikopter ventede. Vejen var en ujævn grusvej fyldt med sten, og det var ren tortur i ryggen.
De fik mig ind i helikopteren, men det tog rigtig lang tid fordi de ikke kunne rette mine ben.
De endte med at løbe tør for gas og måtte tage mig til det nærmeste hospital istedet, men det sidste jeg husker var inde i helikopteren. Det var fordi jeg flatlined, hvilket betyder at dit hjerte stopper og du dør. De kunne ikke bringe mig tilbage, og gav faktisk op, de meddelte tid og dato for min død.

Hvis det ikke var for min "engel" - en medicinsk arbejder i helikopteren med et barn på min alder - ville jeg ikke være her idag og fortælle min historie. Jeg flatlined i helikopteren fordi jeg blødte ihjel fordi min femoral arterie blev skåret over under ulykken.
Manden der arbejdede på mig stoppede næsten, men denne mor blev følsesmæssig og bad ham om ikke at give op. Hun riskerede sit job for at redde mig, og heldigvis var hun succesfuld.

De tog mig til universitetet af Alabama Birmingham, et kritisk trauma hospital. De begyndte straks at operere mig, og jeg vågnede op under operationen fordi jeg flatlinede igen. De kunne ikke give mig mere anestehsia fordi der var 99% chance for at jeg ikke ville vågne igen.
Jeg var vågen hele operationen. Jeg kunne ikke bevæge, ikke blinke eller tale. Jeg prøvede at skrige, men jeg havde fået medicin til at lamme mig. Jeg kunne høre dem sige: "Vi bliver nødt til at tage hendes ben. Okay, vi bliver nødt til at amputere det." Forestil dig hvor slemt jeg flippede ud. De ville amputere mit ben og jeg var vågen! Nej forhelvede!
Jeg tiggede dem om ikke at tage mit ben, men det var til ingen nytte, for de kunne ikke høre mig. Det var som at have en ud-af-kroppen-oplevelse.

Jeg kunne høre dem sige at det var muligt at jeg aldrig ville kunne gå igen, eller leve et normalt liv med eller uden et ben. Mine forældre ventede udenfor og flippede ud fordi de ikke vidste om jeg kom ud af operationen i live. Lægerne fortalte dem at de gjorde det bedste de kunne, men at det ikke så godt ud. De kørte 2 timer efter de havde fået en opringning om at jeg var kommet til skade.
De havde ingen anelse om hvor slemme min skader var, og nu stod de og skulle måske aldrig se deres pige igen.
Jeg husker at jeg vågnede op et par dage efter operationen, og jeg var alene i et rum med hvide vægge.Jeg kunne ikke tale eller bevæge mig det mindste. Jeg havde et vejrtræknings rør og de havde skåret mig op ved mine ribben, for at indsætte to bryst rør. Jeg havde en linje i mit bryst der pumpede blod tilbage i mig. Jeg havde over 6000 sting i det ene ben og en stang i det andet, der går fra min hofte til mit knæ. Jeg havde flere blodtransfusioner og det krævede mere end 20 portioner blod.
Alligevel, var min kirurg fantastisk og i stand til at reparere mine nerver, muskler og sætte mit ben sammen igen. Ingen af nerverne i mit venstre ben er helt repareret, og når jeg går for meget svulmer det op. Det er nemt for mig at få blodpropper fordi min lunge, mave og lever kollapsede.
Dage passerede, hvilket føltes som måneder. Jeg var bange. Bange for smerten. Bange for hvordan mit fremtidige liv ville blive. Jeg så næsten ikke mine forældre mens jeg var i den Intensive afdeling. Når folk kom ind i mit rum, plejede jeg at have mine øjne lukkede. De troede jeg sov, men jeg lyttede rigtig til alle de dårlige nyheder.

Jeg husker kun at få mennesker så mig i ICU selvom et ton af folk kom.
Min bedste veninde ville ikke forlade mig, og se hende græde knuste mit hjerte, fordi jeg aldrig havde set hende græde før.
Min vens far, der stoppede båden og sprang i vandet, besøgte mig også. Jeg kunne ikke tale, men jeg mimmede 'helt' til ham for at have reddet mit liv.
Det var så hårdt ikke at kunne snakke. De havde en slange nede i min hals, der dybest set trak vejret for mig.
Jeg kunne slet ikke kommunikere.
Personen jeg husker mest der besøgte mig, var en som var virkelig speciel for mig. En jeg var sur på, en jeg havde såret, en der havde såret mig. Vores sidste ord til hinanden var virkelig hadefulde, og bare se deres ansigter fik mig til at indse noget - alle kan forsvinde hvert sekund det skulle være.

Jeg begyndte at skrive simple ord fordi jeg ikke kunne snakke. Det føltes som om smerten bare blev værre. Uger gik og de flyttede mig til en anden etage.
Folk kunne nu besøge mig så tit de ville, men jeg kunne stadig ikke bevæge mig, så jeg hele dagen i sengen.
Jeg græd de fleste dage fordi jeg ville ud derfra. Jeg ville have noget mod smerten. Jeg var træt af at være deres 'forsøgskanin'.
Hver nat ville de trække blod og hver tredje dag blev jeg nødt til at få et nyt IV uden at blive bedøvet. Jeg var begyndt at få liggesår.
Jeg begyndte at blive skør, men dag for dag begyndte jeg at blive mere som mig selv. Nogle få piger fra søen kom og besøgte mig, så jeg besluttede at lave lidt sjov med dem siden jeg er sådan en spagsmajer/prankster!
Jeg lå i sengen, kunne ikke bevæge mig, og man kunne næsten ikke høre min stemme. Alle stod der bare og kiggede på mig med tåre i øjnene. Jeg hadede at folk skulle være kede af det. Min mor spurgte mig: "Caitlin, ved du hvem de her piger er?" Ja. "Kender du deres navne?" spurgte hun mig om, og jeg stammede: "Maagaret, Nancy, Katiee." Det var ikke det de hed, og de kiggede alle på min mor som om de var ved at græde. "Jeg laver sjov med jer!" Jeg ville bare se dem smile.

Jeg blev nødt til at få et skud i maven to gange om dagen. Det gjorde mere ondt end når de skulle trække blod. Jeg spurgte lægen hvornår det ville ende og han svarede når jeg begyndte at gå igen. Jeg bestemte mig for at jeg ville stoppe de skud, så hver dag gik jeg få skridt med rollatoren, langsomt.
Ugerne gik, og jeg begyndte at tage flere og flere skridt.

"Det får mig til at smile at tænke på at mit mod og styrke vil hjælpe så mange andre."
Endelig kunne jeg komme hjem efter snart tre måneder på hospitalet. Jeg laver stadig fysisk terapi tre gange om ugen, så jeg vil kunne gå 100% igen og få min styrke og muskler tilbage.
Jeg har lymphedema (google det) i mit venstre ben, som forårsager hævelse, så jeg er nødt til at gå rundt med denne grimme slange (Hose. Google det evt.).
Jeg har ingen følelse i mit venstre ben fordi alle mine nerver blev skåret over.
Jeg kan ikke gå for distancer, for så går mit ben ned.
Oven i alt det har jeg også Crohn's sygdom, dårlige sure opstød, gigt og få andre ting. Jeg fortsætter stadig med at kæmpe videre.
Hele denne erfaring har gjort mig til en mere spirituel person. Mange af jer siger: "Der er ingen mulig måde for at en person kan være så tæt til Gud."
Hvis du har været igennem det jeg har været igennem, bliver I virkelig tætte. Jeg garantere hvis det ikke var for Gud og alle jer der har bedt for mig, ville jeg være død nu. Yeah, jeg bliver frusteret , og nogle gange bliver jeg vred og spørger: 'Hvorfor? Hvorfor er det sket?' Jeg er stadig på vej til at få det bedre, og der er dage hvor jeg bryder sammen og har lyst til bare at give op, men alt er muligt med Gud ved din side

Mit liv har forandret sig helt efter ulykken. Jeg kan ikke lide at folk kigger på mig og siger jeg er anderledes fordi jeg har grimme ar på mine ben, eller at jeg nogle gange bruger kørestol. Jeg vil bare have det godt og ikke tænke på hvad jeg ikke kan gøre mere. Jeg er ikke nogen cheerleader, tennis spiller, rytter, og jeg er ikke nogen A-student. Jeg kan ikke leve mine gamle drømme eller lave ting jeg plejede at elske. Ting kommer ikke let til mig mere - jeg arbejder hårdt bare for at komme ud af sengen hver morgen.
Men jeg tror at jeg gik gennem dette for en grund, og at Gud vil bruge mig en dag for det. Jeg håber min ulykke vil inspirere mange unge piger til at holde ud uanset hvilke forhindringer de står overfor. Det får mig til at smile at tænke på at mit mod og styrke vil hjælpe så mange andre til også at være
stærke.



Caitlins historie hjælper mig meget, da min far kom ud for en cykel ulykke for et halvt år siden, nerverne i hans højre arm blev revet over ligesom i Caitlins ben, men han vil ikke komme til at kunne bevæge den 100% igen ligesom Caitlin kan med hendes ben, og lige nu kan han slet ikke bevæge den, den er lam. Han, ligesom Caitlin, kommer aldrig til at kunne føle noget i den.. Men de har stadig smerter? Smerter selvom de ingen følelse har?.. De smerter min far og Caitlin har bliver kaldt fantom smerter, de går aldrig væk, og medicin kan ikke gøre noget ved dem, det er nogle hjernen selv opfinder, men det gør ligeså ondt som rigtige smerter, faktisk tit mere, min far føler tit at nogen står og saver hans arm langsomt over, eller at nogen står og brænder den.. Han har også sagt farvel til sin store pasion cykling, og kan slet ikke arbejde lige så meget mere han er først lige startet, og at mangle en arm gør bare det meste mere besværligt. Men det er den uendelige smerte der er værst, den er der 24/7.. Caitlins historie hjælper mig til at han bare skal blive ved med at kæmpe og bare blive ved med at være stærk, for vi har jo ikke mistet ham.<3

Christian lavede denne video imens Caitlin var på hospitalet og de kun vidste at der var 99% risiko for at hun ikke overlevede..

- Johanne.♥